Skribenten bag bloggen er jo mig…
Det korte af det lange er, at jeg er en 46-årig qvinde, som er bidt af en gal symaskine ;o)

Den noget længere version er, at jeg elsker at være i mit syværelse med gang i alle mine projekter. Jeg har altid, lige så langt jeg kan huske tilbage, lavet et eller andet kreativt. Jeg har rigtige mange minder, hvor omdrejningspunktet har noget med kreativitet at gøre. I starten noget med tegne/male og klippe/klistre.
Jeg tror, at mit alle første håndarbejdsprojekt var da vi i børnehaven syede farverige snore på en gulvklud. (Syede vist også et kam-etui til min far ;o))
Tidligt i folkeskolen begyndte veninden og jeg at lege med de små Gjøl-trolde og Bimse-bamser (de der er små bamsedukker, der kunne putte tommelfingeren i munden), her kunne vi bruge lang tid på at strikke, hækle el sy noget tøj til dem. Det hyggede vi os meget med.

Begge mine bedstemødre, samt min mors faster, var nogle kreativt aktive damer med bl.a. broderi, hækling og hjemmeskrædderi og det har i den grad smittet af på mig. Jeg elskede, når jeg var bl.a. hos min farmor, og hun (og jeg ) syede tøj til min Bumle-bamse og min farfar gik ud i værkstedet og fremtryllede en gyngestol til den. Det var fantastisk! Min mor syede også ind i mellem lidt til min søster og jeg – dansekjoler til min søster, og så var 80’erne jo forklædekjoler i tråd med “Det lille hus på prærien” trenden, joggingsæt og kjole a la “Kloden drejer”.

Og så fik vi jo håndarbejde i skolen – SKØNT. Et fantastisk fag, hvor man kunne få lav til at udfolde sig og ikke krævede at man kunne stave perfekt el den lille tabel uden ad. Her stiftede jeg for første gange bekendtskab med patchwork (jeg vidste bare ikke, at det var det, jeg lavede den gang…)
Vi syede bolde af femkanter over pap, noget jeg har gjort jævnligt siden og elsker det! Vi syede puder med forside af firkanter i enten 9-patch el 12-patch (kan ikke huske det ordentligt) og det var skønt at få lov til at lege med stofferne og skabe noget helt selv. Og jeg tænker, at det er her at  kimen er lagt til min trang og mit drive i den retning. Det blev vigtigt for mig, at selv at kunne skabe noget. Og jeg gik da også til eksamen i 9. klasse i håndarbejde og fik vist nok også 11, tror jeg. Var ikke til at skyde igennem :o)

Gik i teenageårene på ungdomsskolens syhold og syede bl.a. en vindjakke (tror dog ikke jeg lige fik gået så meget med den…) På efterskolen forsøgte jeg at køre videre ad samme spor, men blev nedlagt af en blindtarmsbetændelse og kom aldrig i gang med et større projekt. I ungdomsårene syede jeg i ny og næ et par løse sommerbukser, men ellers ikke så meget.

Kort før min førstefødte skulle ankomme købte jeg min første symaskine, meldt min til syning på aftenskolen og begyndte at sy en masse forskellige baby-ting og siden har maskinen næsten ikke haft et øjebliks fred :o)

Da førstefødte var ca. et halv år gammel, begyndte jeg på det der dengang hed: Hellerup Håndarbejdes Seminarium på åbenuddannelse. Tror ikke, at jeg til at begynde med var helt klar over, hvad jeg ville brug det til, men det var bare så skønt at få noget teknik og faglighed på. Lærte en masse. Gik der i ca. 4 år, var dog lige på barsel med nr. 2 og havde et års pause, før jeg afsluttede det sidste år.

Førstefødte, som er en dreng, har bl.a. måtte gennem fine joggingsæt med applikeret jordbær på, tiger-fastelavnsdragt, hjemmesyede shorts og t-shirts. Til en sådan udstrækning, at han krummer tær, når vi i dag kigger i fotoalbummet…. Sorry… Nr. 2, som er en pige, har måttet nogenlunde samme tur igennem, dog med det indslag, at hun i en årrække gik til kunst-rulleskøjteløb, hvor jeg syede skøjtedragter og måtte lære mig at sy palietter på og senere også lime swarovski-sten. Man kan jo aldrig få for meget glimmer! Det kan godt være, at jeg bandede projektet langt væk, hvis det ikke lige gik efter mit hoved og fordi jeg syntes, det nogle gange var rigtig svært, men i dag savner jeg det lidt ind i mellem ;o) Jeg elskede at designe og sy hendes dragter, fordi det netop var lavet helt unikke til hende. Og det er jo netop det syning kan. Man kan skabe noget unikt og det er da en fest. Og når man så samtidig er sådan lidt procesorienteret anlagt og kan lide skaber-processen ligeså meget som resultatet, er det jo win-win! Der ligger rigtig meget tankevirksomhed bag i de indledende øvelser i designprocessen og det er total zen for mig.

Jeg er bl.a. uddannet merit-folkeskolelærer og har undervist i folkeskolen i bl.a. håndarbejde. Det var super hyggeligt og lærerigt. Kom igennem en masse forskellige emner fx. strik en bold, korsstingsbroderi og  symaskinekørekort med 4. og 5. klasse. Har også arbejdet i SFO, hvor jeg var i krea-teamet og bl.a. stod for syning og lavede symaskine-kørekort for 3. klasserne, det var rigtigt sjovt.

Har de sidste 4 år gået på den lokale aftenskole til patchworksyning og er rigtig glad for det. Vi mødes om håndarbejdet og det sociale og det er så hyggeligt! Derudover har jeg jævnligt være på forskellige kurser rundt omkring i bl.a. free-motion quiltning og applikering på maskine. Jeg følger med på forskellige quiltning blogs og YouTube kanaler, samt Instagram..
Jeg er temmelig pjattet med patchwork/quiltning, så det vil nok være det der dukker mest af op på bloggen, but you never know…. Jeg bliver vildt inspireret af moderne patchwork og kommer jævnligt til at gå i gang med alle mulig projekter, men prøver dog ikke at have for mange WIP’er og UFO’er. Done is better than perfect – right?

Det blev til en længere smøre om mig, håber at du stadig har lyst til at læse med på bloggen, da mit formål med at blogger er at komme i kontakt med andre, som også er blevet bidt af en gal symaskine og elsker stof og har lyst til at lave noget fællesskab omkring det.

Lige pt. leder jeg efter et kreativt job, hvor (nogle af) mine kompetencer kan komme i spil, så giv gerne lyd fra dig , hvis du kender til noget som rimer på mig :o)